Megakanelsnegle

Sådan fejrer vi datterens 30 års fødselsdag med megakanelsnegle

Megakanelsnegle er kæmpestore snegle med masser af remonce. De smager lige som de skal, og man behøver ikke at give dem glasur for at de stadigvæk er meget lækre.

Megasnegle med masser af remonce

Megasneglene er meget inspireret af bagvrk’s surdejssnegle, og følger meget Lenes metoder. Jeg har brugt 12 ringe med en diameter på 10 cm til at holde formen på sneglene. Dem har jeg købt fra Jakob hos ProBager, som har brugte ringe fra et nedlagt bageri. Se mere i bunden af denne opskrift.

Der bliver 12 lækre megasnegle af denne opskrift. Her kommer opskriften på dejen:

  • 200 g surdej
  • 400 g mælk (stuetemperatur)
  • 2 æg
  • 750 g hvedemel (jeg har brugt kornby mølle nr. 1, som er en god sigtet hvedemel)
  • 60 g sukker
  • 2 tsk kardemomme
  • 1 tsk salt
  • 120 g smør (stuetemperatur)

Bland surdejen med mælken, og rør den grundigt ud. Tilføj æg og sukker og rør det grundigt ud. Tilføj melet lidt efter lidt under omrøring og rør ved lav hastighed i 5 minutter.

Tilføj salt og skær smøret i små firkanter og rør grundigt sammen ved lav (eller mellemlav) hastighed indtil dejen er dejlig glat og blød. Det varer ca. 5 minutter. Lad dejen stå i en halv times tid. I mellemtiden laver du remoncen. Opskriften på remoncen er:

  • 300 g brun farin
  • 300 g smør (stuetemperatur)
  • 3 spsk kanel
  • 2 spsk kagecremepulver (ikke nødvendigt, men holder på remoncen i sneglen)

Bland alle ingredienserne grundigt sammen. Når den halve time er gået, er det tid til at lægge remoncen på den udrullede dej.

Dejen udrulles til en firkant på ca. 30 cm * 80 cm. Remoncen smøres ud på firkanten. Lad de sidste 5 cm være uden remonce (5 cm af de 80 cm). Derefter rulles dejen med remonce sammen på den lange led, så du ender med en pølse, der er ca. 30 cm lang. Pak dejen ind i husholdningsfilm og læg den på et skærebrædt og kom det i køleskabet i 1 times tid eller i fryseren i ½ time (endeligt ikke længere, for så kan surdejen gå helt i stå). Tag dejen ud af køleskabet eller fryseren og skær den i 12 lige store skiver, der placeres i ringene. Det kan godt betale sig at være omhyggelig med størrelsen på skiverne, så de bliver ensartede

Megasneglene er placeret i ringene ind til de skal bages

Dæk sneglene med plastfolie eller en fødevaregodkendt plastpose, mens de hæver ved stuetemperatur. Lad dem hæve 2-3 timer (afhængigt af temperaturen, hvor de hæver).

De skal bages ved 210 grader i 20-25 minutter.

Det er så lækkert med en megasnegl. God fornøjelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *