Det er dem, du ikke selv vælger. Dem, du bare er nødt til at holde ud og holde af på trods. Dem, der støtter dig selv om du flytter om på den anden side af jorden. Dem, der elsker dig, selv når de ikke fortæller det. Familie er ikke altid nemt. Men det er dem, du har. Og dem, jeg har, ville jeg ikke bytte for noget i verden.
Jeg har genfundet Quadron. De er gode. Også som overspringshandling.
“Jeg lægger neglelak i håb om at når den er perfekt, så bliver det hele også perfekt”
Dengang vi var kærester men du holdt om mig som om, vi var venner. Vi er stadig kærester og du holder stadig om mig som om, vi er venner. Det er bare mere naturligt. Fordi vi ér venner. Og kærester.
Hvis nu jeg sætter det hele rigtig pænt op, så ligner det, jeg laver noget.
Så sidder du der med en kop kaffe og kigger ud på søen og fryser lidt i Københavns vintervejr. Nu er det mig der sidder her med en kop kaffe og kigger ud over bygningerne og sveder lidt i Santiagos sommervejr.
“You can always walk away” skrev jeg over facebook til en veninde. Det har altid været min udvej. Men nu bor jeg her. I nummer 910 uden 1. Det gør A også. Det er blevet sværere at gå. Men måske er det i virkeligheden også ok.
Ny seng, nye lagner. Vi har endda fået det peruanske sengetæppe i brug. Jeg glæder mig til at sove i nat.
Vi var på Experimentarium og Armando bed mig i øret imens vi så os selv i et varmekamera.